Tilbage til forsiden
 
billede

Program for Ledelsesudvikling i Staten

Program for Ledelsesudvikling i Staten (PLUS) er et samlet ledelsesudviklingsinitiativ, som vil etablere udviklingstilbud til ledere på tværs af staten og på alle ledelsesniveauer. Ledere i staten skal via PLUS udvikles i retning af mere helhedsorientering, nytænkning, refleksion og handlekraft. Målet er at øge effekten af statslig ledelse og dermed styrke værdiskabelsen i staten.

Formålet med PLUS

PLUS skal sætte retning for ledelsesudviklingen på tværs af staten. PLUS er et supplement til de lokale indsatser for ledelsesudvikling og fokuserer på det særegne ved ledelse i staten. Målet er at øge effekten af statslig ledelse og dermed styrke værdiskabelsen i staten.


Retningen for PLUS

PLUS sigter mod at udvikle både den enkelte leder og ledergrupper i retning af mere:

  • Helhedsorientering
  • Nytænkning
  • Refleksion
  • Handlekraft

Helhedsorientering handler bl.a. om at styrke samarbejdet på tværs af staten og på tværs af den offentlige sektor.

Nytænkning indgår som et pejlemærke, fordi statens kerneopgaver de kommende år ændrer karakter. De statslige ledere skal styrke deres evne til at gentænke organisationen og opgaverne.  Også den teknologiske udvikling vil afføde behov for at tænke i nye løsninger.

Refleksion afspejler en personlig dimension – at reflektere over egen ledelsesopgave og eget lederskab; Hvad er mine styrker? Hvad er mine udviklingspunkter? Det handler også om en strategisk refleksion i forhold til organisation og kerneopgave.

Handlekraft drejer sig om at styrke lederne til at finde og udnytte deres ledelses- og beslutningsrum og at have modet og evnen til at handle og eksekvere.


Strategiske ophæng for PLUS

PLUS har to strategiske ophæng. Det ene ophæng er de tværstatslige indsatser og strategier, f.eks. Kodex VII, God arbejdsgiveradfærd og digitalisering. Det andet ophæng er lederens hjemmeorganisation og kerneopgaver. Ledelsesudviklingen i PLUS skal være forankret i begge disse dimensioner og skal på samme tid hvile på og understøtte udvikling af en stærk ledelsesfaglighed.

Der skal skabes synergi mellem de tre dimensioner, fx ved at deltageren kan koble læring om generelle ledelsesaspekter og tværstatslige fokusområder op på konkrete udfordringer fra hjemmeorganisationen.

 

Plus 1

 

Elementerne i PLUS

De centrale elementer i PLUS er en række udviklingsforløb målrettet ledere på forskellige ledelsesniveauer. Herudover vil PLUS indeholde en række elementer af mere fokuseret karakter såsom master classes, netværk og aktiviteter for ledergrupper m.fl. En oversigt over de nu påtænkte elementer i PLUS fremgår af nedenstående figur.

Plus 2

 

Styregruppen for PLUS

Styregruppen består af 4 departementschefer og 3 styrelsesdirektører. Styregruppen har det overordnede ansvar for målsætningerne for PLUS og det primære ansvar for at træffe de centrale og retningsgivende beslutninger for det samlede program. Medlemmerne er pt.:

  • Martin Præstegaard, departementschef i Finansministeriet (formand)

  • Agnete Gersing, departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet

  • Betina Hagerup, direktør i Erhvervsstyrelsen

  • Henrik Studsgaard, departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet

  • Poul Taankvist, direktør i Moderniseringsstyrelsen

  • Sophus Garfiel, departementschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet

  • Thomas Fredenslund, direktør i Styrelsen for It og Læring

 

Den daglige drift og udvikling af PLUS

Kontor for Ledelsesudvikling (LEU) i Moderniseringsstyrelsen sekretariatsbetjener styregruppen og står for den daglige drift af PLUS og indkøb til og udvikling af forløbene i samarbejde med eksterne leverandører.

For at sikre forankring blandt ministerområderne inddrages repræsentanter fra ministerområderne løbende i udviklingen og styringen af PLUS. Der er f.eks. etableret en ekstern referencegruppe bestående af 5 HR- og personalechefer og 2 tværministerielle arbejdsgrupper bestående af repræsentanter fra 12 ministerområder. Der er endvidere pt. aftalt midlertidigt delvist indlån af medarbejdere fra forskellige ministerområder, som bidrager til udviklingen af forløbene.


 

 

 

 

Sidst opdateret : 16.06.2017
Mine genveje
.
 
Moderniseringsstyrelsen    
Landgreven 4, 1017 København K    
Tlf. 33 92 80 00   modst@modst.dk